Mennekser modtager anerkendelse på helt forskellige måder. Læs her, hvordan du identificerer dine kollegaers sprog for anerkendelse og hvordan du efterfølgende taler det.
Kristian Emil Larsen
12. Marts 2020
Det er mandag morgen og ovenpå en fantastisk weekend, føler du dig helt parat til at starte en ny arbejdsuge fyldt med motivation og glæde.
Men da du kommer ind på arbejdspladsen er det som om, der hersker en negativ energi over stedet, og dine kollegaer virker måske en smule umotiverede og dårligt tilpas. I situationer som disse hvor stemningen er anspændt kan det ofte skyldes, at medarbejderne på din arbejdsplads savner den rigtige form for anerkendelse.
For selvom du måske synes at være en kollega, der altid løfter i flok, roser den gode indsats og generelt viser masser af empati, så er det ikke sikkert, at dine gode intentioner når ind til dine kollegaer.
Mennesker har nemlig forskellige måder at modtage både kærlighed og anerkendelse på, og taler du ikke det rigtige sprog i denne sammenhæng, kan det svare til, at du taler kinesisk til en italiener. Budskabet når ganske enkelt ikke frem.
Ifølge Gary Chapman, der er forfatteren bag de 5 kærlighedssprog og de 5 sprog for anerkendelse på arbejdspladsen, er der nemlig kæmpe forskel på, hvordan mennesker føler og mærker anerkendelse.
For nogle er vejen frem banet gennem rosende ord, mens disse for andre rammer helt ved siden af, eftersom de måske foretrækker et klap på skulderen eller en god dialog over frokosten.
Gary Chapman kalder disse præferencer for “sprog”, og deri ligger naturligvis risikoen for, at man taler forskellige sprog og således taler forbi hinanden.
Hvis du til gengæld kender dine kollegers foretrukne sprog for anerkendelse, kan du på effektiv vis vise dem anerkendelse, som de forstår og derved sikre, at de er glade næste gang, du møder ind på en mandag morgen.
Herunder vil jeg gennemgå de 5 sprog for anerkendelse og hvordan, du identificerer hvilket sprog, du skal tale til hver medarbejder i dit team.
1. Værdsættende ord
Typen af medarbejdere, der mærker anerkendelse gennem værdsættende ord, sætter mest pris på verbal ros for den indsats, de lægger i deres arbejde. Du taler med andre ord dette sprog ved at italesætte positive egenskaber ved personen.
For at de værdsættende ord skal have en effektiv virkning, er det vigtigt, at du er så specifik som muligt. Desto mere du kan tage en person i færd med at løse en opgave, som du ønsker den løst og samtidig rette opmærksomheden mod dette, desto større chance har du for at vedkommende gentager handlingen. Netop fordi vedkommende føler sig anerkendt på oprigtig vis.
Der findes forskellige dialekter til værdsættende ord, og måden hvorpå du bruger dem er afgørende for virkningens effektivitet.
Dialekter for værdsættende ord: - Ros en bedrift eller en færdighed.
- Ros et karaktertræk. F.eks. mod, udholdenhed, disciplin, medfølelse, ærlighed osv.
- Ros personligheden. F.eks. spontan, planlæggende, optimistisk, logisk, intuitiv osv.
Hvor og hvornår? Timingen for hvor og hvornår du skal anerkende dine medarbejdere med rosende ord afhænger helt og særdeles af deres personlige præferencer. Nogle foretrækker at modtage anerkendelsen en-til-en, mens andre ønsker at blive anerkendt foran andre. Prøv dig frem og identificer, hvad der virker bedst.
2. Kvalitetstid
Ved at tilbringe kvalitetstid med dine kollegaer – enten på eller uden for jobbet – taler du det andet sprog for anerkendelse. Nogle medarbejdere har nemlig brug for ekstra tid og opmærksomhed fra deres chefer og kollegaer.
Ved at give denne type medarbejdere rendyrket og fokuseret opmærksomhed viser du, at du anerkender dem på deres foretrukne måde.
Vær opmærksom på, at det ikke er tilstrækkeligt blot at sidde i samme rum og lave hver sit, men at det derimod handler om ubetinget opmærksomhed rettet mod vedkommende.
Se situationen i samme lys, som når du tænker tilbage på gode minder. Denne slags oplevelser er nemlig tæt forbundet med måden, hvorpå denne type anerkendelse bedst kommunikeres.
Dialekter for kvalitetstid: - Kvalitetssamtaler med fokus på at lytte.
- Delte oplevelser, der giver gode minder.
- Samtaler i små grupper, hvor alle høres.
- Samarbejde med øvrige kollegaer.
Hvor og hvornår? Du skal være opmærksom på, at medarbejdere har forskellige grænser for, hvad de ønsker at foretage sig med deres chef og kolleger. Spørg medarbejderne, der har kvalitetstid som præference for anerkendelse, hvad de godt kunne tænke sig at lave og naviger på den måde inden for deres comfort zone.
3. Tjenestehandlinger
Når dine kolleger føler, at du gør dem en tjeneste og giver en hånd med på en opgave eller lignende, så taler du det tredje anerkendelsessprog, nemlig sproget for tjenestehandlinger. Medarbejdere der anerkendes efter dette sprog lægger ikke meget vægt i ord, men derimod måler de på indsats, hvorfor det er vigtigt, at du gør, hvad du siger, du vil gøre.
Dialekter for tjenestehandlinger: - Sørg for at du har tid og overskud til at gøre en tjeneste for en kollega, inden du kaster dig ud i det.
- Lyt til, hvilke ting der stresser medarbejderen og tag fat her.
- Gør tjenesterne frivilligt uden intention om at få noget tilbage.
- Udfør tjenesten på medarbejderens måde. Det er dig, der hjælper, men dem der ved, hvordan det skal gøres.
- Gør altid opgaven færdig. Du kan gøre modtageren opmærksom på, at din tid er begrænset, men kaster du dig ud i tjeneste, er det vigtigt, du følger den til dørs.
Hvor og hvornår? Du bør prioritere at udføre tjenestehandlinger i perioder, hvor den givne medarbejder har brug for en ekstra hånd. Det kan være, hvis vedkommende er ekstra presset med en opgave, har rigtig mange bolde i luften eller hvis personen har udtrykt bekymring omkring en følelse af stress eller lignende.
4. Gaver
Nogle medarbejdere foretrækker gaver som deres sprog for anerkendelse, og nu tænker du nok, at det bliver dyrt, men det behøver ikke være tilfældet. Menneskene, der anerkendes gennem gaver, lægger nemlig ikke nødvendigvis vægt på gavens størrelse, men derimod tanken bag, som ofte kan opsummeres til taknemmelighed, anerkendelse eller opmuntring.
Det kan ofte være rigtig svært at være kreativ med gaver, hvorfor mange virksomheder afholder sig fra at give dem, men små ting, der viser, at du tænker på dem, kan være helt tilstrækkeligt.
Dialekter for gaver: - Giv personlige gaver, der viser medarbejden, at du forstår deres interesser.
- Giv gaverne på tidspunkter, hvor de er mindst ventede, men glem nu ikke fødselsdagen.
- Skriv et kort eller send en kreativ email – selv de mindste ting kan gøre en stor forskel.
Hvor og hvornår: Overraskelseselementet i gaver, er en af de ting, som personer med dette anerkendelsessprog virkelig værdsætter. Har medarbejderen været gennem en hård periode, venter der sig en træls dag eller er der sket noget i privaten, som nedtrykker vedkommende, så er disse alle gode tidspunkter for at give gaver.
Glem dog ikke mærkedage og højtider. Mennesker, som modtager anerkendelse på denne måde forventer altid gaver på deres fødselsdag, og konsekvensen ved at glemme dem kan ofte være skadelig for moralen.
5. Fysisk berøring
Fysisk berøring er utvivlsomt det mest sjældne sprog for anerkendelse på arbejdspladsen. For de, der taler det, er ting som en high-five, et skulderklap eller et kram tilstrækkelige måder at kommunikere sproget.
Dialekter for fysisk berøring: - Giv en high-five, når noget er lykkedes for medarbejderen.
- Giv et klap på skulderen, hvis du ved, at vedkommende går gennem noget svært.
- Sig hej og farvel med et kram eller et håndtryk.
Hvor og hvornår: Som tilfældet var med kvalitetstid, så er det vigtigt at kende medarbejderens personlige grænser, før du blot begynder at røre ved dem hver eneste dag. Sørg i stedet for at berøringen opstår gradvist, og sørg hellere for at være varsom end fremadstormende.
Et godt tidspunkt til f.eks. at give en high-five er i samme tilfælde, som når du almindeligvis vil have rost en medarbejder med værdsættende ord.
5. Fysisk berøring
Ifølge Gary Chapman har alle mennesker ét primært sprog for anerkendelse, mens de 4 øvrige kan rangeres i en efterfølgende rækkefølge.
For at identificere det primære sprog for anerkendelse bør du holde et vågent øje med, hvordan dine kolleger eller medarbejdere opfører sig. Til dette formål, kan trivselsmålinger være et godt værktøj. Her får man som arbejdsgiver indsigt og mulighed for, at evaluere på både individuel og kollektiv trivsel. Brug så efterfølgende dine observationer til at identificere hvilket sprog, de taler. Størstedelen af os bruger nemlig det præcis samme sprog til at anerkende andre, som vi selv ønsker, at andre skal anerkende os på.
Observer deres adfærd Bemærk hvordan dine medarbejdere viser andre anerkendelse. Vi har som mennesker en tendens til at anerkende andre med det sprog, som vi selv ønsker at blive anerkendt på. Så har du en medarbejder, der ofte deler af sig med rosende ord, så er han eller hendes sprog sandsynligvis værdsættende ord. Har du derimod en medarbejder, der kaster om sig med high-fives, så kan du næsten vide dig sikker på, at denne persons anerkendelsessprog er fysisk berøring.
Lyt til hvad de beder andre om En helt anden, men vigtig indikator for, hvilket anerkendelsessprog en medarbejder taler, findes ved at bemærke, hvad de beder andre om. Hvis en kollega f.eks. ofte beder om hjælp på et projekt, er det højst sandsynligt tjenestehandlinger, der er vedkommendes sprog. Spørger en kollega om en opgave er løst tilstrækkeligt, så kan det måske oversættes til, at personen søger værdsættende ord.
Bemærk hvad de brokker sig over En sidste, men afgørende indikator på dine medarbejderes anerkendelsessprog, finder du ved at bemærke, hvad de brokker sig over. Som mennesker har vi nemlig en tendens til, at afsløre vores følelsesmæssige smerter, når vi klager over noget. Når nogen brokker sig kan modsætningen af det, som de brokker sig over, ofte oversættes til deres anerkendelsessprog. Har du en kollega der brokker sig over, at der ikke sker nok socialt på arbejdspladsen, så er det måske en indikator for, at vedkommende savner kvalitetstid. Har du tilsvarende en kollega, som efterspørger større opmærksomhed omkring han eller hendes fødselsdag, så kan sproget nok identificeres til at være gaver.
Så snart du begynder at arbejde aktivt med de 5 sprog for anerkendelse på arbejdspladsen, vil du mærke en forbedring i humøret blandt dine kollegaer og den generelle kultur. Så tag dem i brug med det samme og mærk selv forskellen, det kan gøre.
Ønsker du at læse mere om emnet, så anbefaler vi dig at læse bogen bag teorien.